Konsultation

Der er afsat maks. 15 min. pr. almindelig konsultation og videokonsultationer inklusivt alt. Ved akutte konsultationer er der afsat 10 min.

Ved konsultationens start bedes du oplyse det problem du ønsker vurdering af, af hensyn til planlægning af konsultationens tidsmæssige gennemførsel.

I den planlagte tid indgår, at man bliver kaldt ind fra venteværelset, præsentation af problemstilling, spørgsmål fra lægen/sygeplejersken, evt. undersøgelse, evt. prøvetagning, plan for problemstillingen, skrivning af notat, evt. recept, ny tidsbestilling, henvisning mv., samt forlader konsultationslokalet igen.

Det er vigtigt, at du som patient medvirker til at overholde disse tider i muligt omfang, da der ellers opstår forsinkelser til gene for klinikkens øvrige patienter og afvikling af klinikkens øvrige drift.

Vi har oplevet patienter, der medbringer mange problemstillinger, der forventes afklaret ved en enkelt konsultation. Erfaringsmæssigt giver dette forsinkelser for klinikkens øvrige patienter, samt forringer kvaliteten af rådgivningen og giver øget risiko for fejl og forglemmelser, hvilket vi ønsker at undgå i et størst muligt omfang.

I udgangspunktet drejer konsultationen sig om et emne, som du har angivet i forbindelse med tidsbestillingen.

Hvis der er tale om to mindre problematikker, der tidsmæssigt kan afklares indenfor den tidsmæssige ramme, og ikke kræver henvisning eller lignende, vil dette almindeligvis kunne efterkommes, såfremt tiden kan overholdes.  Hvis der er tale om flere problemstillinger end ovenfor beskrevet, vil det være nødvendig med ny tid til vurdering af disse.

Ved akutte konsultationer er der afsat tid til at afklare den akutte tilstand, som tiden er bestilt til.

Ved planlagte årskontroller, børne- og graviditetskontroller, samt udarbejdelse af attester er der i udgangspunktet afsat tid til afklaring inden for dette emne.

Endeligt er der altid en risiko for akut opståede situationer i klinikken, der kræver umiddelbar handling, hvilket kan give forsinkelser. Dette håber vi der er forståelse for.

E-konsultation

  • Du kan skrive spørgsmål til lægen eller sygeplejerske. E-konsultation er IKKE til medicin- og tidsbestilling samt akutte henvendelser. Vær opmærksom på at der kan være optil 5 arbejdsdages svartid. Vi bestræber os dog på at svare hurtigt.

Videokonsultation

  • Vi tilbyder nu videokonsultationer. Disse er velegnet til prøve og røntgensvar, samtaler og andet som ikke kræver fysisk undersøgelse.

Receptfornyelse

  • Du kan forny din faste medicin - dog ikke vanedannende medicin som sovemedicin, morfin, benzodiazepiner mm. Vanedannende medicin kræver altid fremmøde.

Online tidsbestilling

  • Er beregnet til IKKE-akutte henvendelser. Vedr. akutte tider bedes du kontakte sygeplejersken telefonisk.

    Du har også mulighed for at benytte en anden selvbetjeningsportal, appen Min Læge som giver dig de samme muligheder.